Den "underlige" OCD/"men jeg er jo ikke bange for bakterier??"

I de seneste 10 år er fokus på og viden om OCD steget enormt i den brede befolkning - fra at være en lidelse, som kun meget få mennesker (oftest OCD-ramte, deres pårørende og behandlere) kendte til, vækker diagnosen nu genkendelse hos de fleste. Mange har set TV-programmer om lidelsen, læst artikler og måske også hørt om den i omgangskredsen i takt med, at det i højere grad er blevet "noget, man taler om". I fremstillingen af OCD i medierne - og fra os behandlere - kan der dog tegnes et lidt skævt billede af, hvordan OCD kan ytre sig; hvilke symptomer, det kan give. I TV-udsendelser kommer der eksempelvis ofte fokus på de mere "kamera-egnede" symptomer såsom tvangshandlinger med at vaske og gøre rent, med at tjekke låse, vandhaner, gaskomfurer eller med at omgøre og ordne ting i hjemmet. På samme måde er det ofte de samme symptomer, vi behandlere nævner, når vi lynhurtigt skal forklare hvad OCD går ud på, og vi vil være sikre på genkendelse hos tilhørerne. Så nævner vi angsten for smitte og død og ødelæggelse; vask, tjek og andre synlige ritualer - altsammen ganske rigtigt typiske OCD-symptomer, der fortjener opmærksomhed og kyndig behandling. Men det lidt ensidige fokus har en bagside, nemlig at "publikum" ikke præsenteres for alle de mindre synlige OCD-symptomer - og dermed at OCD-ramte kan komme til at tro, at netop deres symptomer må være mere mærkelige eller svære at behandle end de dér "normale" symptomer. Eller at lidelsen simpelthen ikke genkendes som OCD: "Men han/jeg er jo ikke bange for bakterier??!" Og hvem tænker, at angsten for aldrig at kunne få en helt ligegyldig tanke ud af hovedet måske er OCD? Eller angsten, der opstår, når man tænker på store eksistentielle temaer, så man tror, at man bliver sindssyg - og derfor undgår situationer, der kunne udløse sådan noget? Eller det dét med, at man skal sørge for at tage så meget afstand til slemme ting og tanker, for ellers betyder det jo, at man ønsker dem?? Og ikke mindst - de dér frygtelige tanker, jeg har om, at jeg måske kunne være sådan én, der begik seksuelle overgreb eller havde forbudte lyster overfor de forkerte - kan dét virkelig være OCD? 

I Praksis for Kognitiv Terapi møder vi ofte klienter, som tænker, at de da må være de eneste, der tænker lige sådan, og som skammer sig over at nævne deres tvangstanker og –handlinger - for nu falder psykologen da ned af stolen. Heldigvis kan vi hver gang svare "bare rolig - dén har vi også hørt før!" Og selv hvis vi ikke havde, så pyt med dét, for det ER kun fantasien, der sætter grænser, når det gælder tvangstanker og tvangshandlinger og ikke to menneskers OCD er fuldstændigt ens. Men uanset indhold, kan man pejle efter følgende kendetegn: 

Tvangstankerne handler om noget, der er skræmmende for dig, og som indebærer nogle negative konsekvenser retter imod dig og/eller forårsaget af dig. Og så er det hamrende ligegyldigt, om tanken er "jeg får AIDS", "jeg forårsager en ildebrand", "jeg er pædofil", "jeg bliver sindssyg", "jeg kan få dårlige ting til at ske ved at tænke på dem", eller "tænk, hvis jeg aldrig kan slippe fokus på, at min lampe hænger skævt". Ingen temaer er rigtige eller forkerte - og det er ikke engang forkert, hvis der ikke ER et tema - mange frygter ikke en konkret katastrofe men nærmere dét, at deres ubehag ved ikke at udføre en tvangshandling aldrig går over. 

Tvangshandlingerne er alt det, man gør for at sikre sig, at det frygtede ikke sker - OG/ELLER, at man bliver OK igen; at angsten eller væmmelsen går over. Og igen er det lige meget, om det så er at vaske hænder, tælle fliser, tjekke vandhaner, erstatte dårlige tankebilleder med gode, gennemgå hukommelsen for erindringer om fejltrin, bede bønner til Gud for at forhindre katastrofer eller tjekke, om man kan fremkalde en sindssyg eller forbudt tanke i sit hoved. Eller én af tusindvis andre indre og ydre gerninger, der har til formål at sikre sig og dulme uroen.

Kort sagt - der er ingen facitliste, og det er kun den måde, symptomerne opfører sig på, den måde de påvirker din hverdag og de formål, de har, som afgør, om det kan være OCD. Det ved psykologer og psykiatere, der specialiserer sig i OCD-behandling, og vi er ikke faldet ned af stolen endnu :-)