Single-mor – coaching og terapi for kvinder, der overvejer at få barn alene. 

Flere og flere kvinder benytter sig i disse år af mulighederne for at få børn uden at være i et parforhold – det kan være ved hjælp af en anonym sæddonor eller som en del af en regnbuefamilie - eller på en helt tredje måde. Forud for beslutningen om at få barn på en måde, der af nogle stadig betragtes som utraditionel, går ofte lang tids overvejelser: ”Kan jeg klare det? Er det nu? Kan barnet trives i den familieform? Hvilke reaktioner vil jeg møde? Hvordan med fremtidige partnere? Hvem kan hjælpe mig, når jeg har brug for det?” mm. Mange vil også undervejs skulle håndtere følelser af sorg over, at man ikke får barnet med en partner og accepten af, at ens familie ikke kommer til at se ud som de flestes. Både i beslutningsfasen, den  evt. efterfølgende proces med at prøve at blive gravid og senere i løbet af graviditet og livet som single-mor, kan det være en stor hjælp at have en professionel sparringspartner til håndteringen af de mange overvejelser og spørgsmål, der opstår.

 

I Praksis for Kognitiv Terapi tilbyder vi nu forløb, der retter sig specifikt imod dette tema, og du vælger selv, om forløbet skal være fortrinsvist coaching- eller terapi-baseret - ligesom forløbet lige vel kan handle om at beslutte sig for eller imod, som det kan handle om at blive støttet igennem processen, hvis du allerede har truffet beslutningen. Har du spørgsmål eller ønsker du at bestille en tid, så kontakt os for en snak.