Hvad er BDD?
Body Dysmorphic Disorder (BDD) er karakteriseret af en ekstrem optagethed af en indbildt defekt eller en meget lille fysisk unormalitet, som andre næppe bemærker. Den mest almindelige BDD-bekymring er hudproblemer, efterfulgt af bekymringer om næse, hår, kind, læber og kropsfacon og ofte kredser optagetheden omkring flere kropsdeler. Bekymringerne omhandler blandt andet at noget er uproportionalt, rynker, kropstræk (at noget er for stort eller for lille), ar, bleghed, rødhud, grimhed eller manglende symmetri.

Ofte har man også tvangshandlinger som f.eks. spejl-tjekking eller kamuflage gennem f.eks. overdreven makeup eller toupé; samt undgåelsesadfærd, f.eks af bestemt lys eller sociale situationer. Lidelsen kan derfor skabe betydeligt ubehag eller hæmme personen i sociale, arbejdsmæssige eller andre sammenhænge. Ofte frygter personen at blive latterliggjort i sociale sammenhænge og gennemgår smertefulde og kostbare behandlinger for at forsøge at ændre den opfattede defekt. Mange med BDD oplever det som en krænkelse at de aldrig bliver forstået af andre, da de i respons til deres største bekymringer får at vide de er forfængelige. Dette til trods for at BDD kan ses som det modsatte af forfængelighed.

Hvem får BDD?
BDD kan ramme alle. Da mange mennesker med BDD ikke søger hjælp er det vanskelig at anslå hvor mange som lider af BDD, men mod 1 % af befolkningen kan have BDD og det rammer lige mange mænd som kvinder.

Behandling af BDD
Kognitiv adfærdsterapi har vist sig effektiv for BDD. I den kognitive adfærdsterapi arbejder man med tankene - såvel som handlingerne. Vi arbejder med at finde og forstå tankemønstre, og identificere ikke-hjælpsomme tanker og ideer. Dette kan for eksempel være at den BDD-ramte handler udfra en antagelse der hedder: ”dersom jeg ikke ser godt ud, er jeg ikke noget værd”. Derudover fokuserer vi på at identificere tvangshandlinger og undgåelsesadfærd, og gradvis at trappe ned for den adfærd som er skadelig eller uhjælpsom som f.eks. overdreven make-up eller overdreven spejlbrug. Samt gradvist at møde de frygtede situationer sådan at den BDD-ramte efterhånden erfarer, at der ikke indtræder den ubehagelige begivenhed, som handlingerne skulle afværge. Små eksperimenter og hjemmeopgaver er derfor en vigtig del af terapien.

En klients oplevelser af BDD
”Én gang i minuttet kommer der en. Gennemsnitligt. Nogle gange er de der i kort tid, andre gange længere. Et brækket ben vil hele, et knust hjerte forhåbentlig samles op og sættes sammen. Men dette vil ikke andet end at tage over. Invadere og dræbe. Kun ved hjælp, meget hjælp, vil det kunne uddrives. Dette er ikke en djævel-besættelse ej heller noget fysisk. Det er tanker. En form for tvangstanker. En sindslidelse der er så virkelighedstro, at det er svært at forstå at det ikke er en ægte virkelighed.”

”Jeg elsker at tage en shoppetur på Strøget, men den store mængde af øjne, der flokkes på byens gader, gør det til tider umuligt for mig. Angsten for hvad tankerne bag de dømmende øjne er, gør det ubærligt for mig og kan endda udløse et angstanfald. Dem får jeg heldigvis ikke tit. Men jeg undgår også helst situationer, som kan udløse dem. Såsom svømmehaller. Jeg erindrer ikke, hvornår jeg sidst har været i svømmehallen. Jeg elsker vand, elsker at svømme, og det er ikke frygten for at drukne i bassinet, der holder mig tilbage, men frygten for, at ”mine tanker” får ret og langsomt fylder mine lunger op med flydende ord, til jeg ikke længere kan få luft.”

”Jeg er ikke skizofren – dette er blevet gjort klart for mig op til flere gange, og jeg føler mig da heller ikke som to personligheder. Men jeg er twisted. For jeg er fyldt af tanker som: ”Mine øjne er slet ikke ens, bare personen jeg sidder og snakker med ikke bider mærke i det”. ”Jeg bliver nødt til at sætte mig, så man ikke kan se mig fra min højre side, for derfra ser min profil fuldstændig spastisk ud”. ”Bare jeg kunne gå ud lige nu og rette min pudder, for min hud er bare så fucked”. ”Mine øjenvipper er slet ikke ens, jeg ligner et monster”. ”Jeg ville ønske, at mine bagdel var mindre, så min krop ville være mere symmetrisk”...”

”Jeg kan godt se det ulogiske i tankerne, men det logiske ved dem fylder stadig 80 %. Hvorfor så vælge at stole på en virkelighed, der ikke fylder mere end 20 % i mit hoved? Jeg ved godt hvorfor. Fordi den verden er bedre. Sjovere. Nemmere. I den verden ville jeg ikke tænke over hver en ujævnhed eller mulig fejl. Men det kan jeg ikke. Jeg ville skamme mig over, at jeg ikke havde været opmærksom på den og arbejdet intenst på at ændre den, hvis nogen gjorde mig opmærksom på den.”

”Selvom min behandling tager lang tid, er der dog sket ændringer. Jeg går ikke med øjenskygge, eyeliner og læbestift mere. Noget jeg før ikke troede jeg ville kunne leve uden. Det virker usandsynligt, at jeg nogensinde kommer til at fungere som de fleste andre, og måske kun skal bruge et kvarter – en brøkdel af hvad jeg bruger nu, på makeup om morgenen. Ikke mindst virker det lige nu uden for rækkevidde, at jeg en dag i fremtiden kan gå uden at tænke på mine defekter én gang i minuttet. Men med små skridt, og den rette hjælp, så kommer jeg dertil. ”