SOCIALFOBI

Hvad er socialfobi?

De fleste mennesker kender nok til at være nervøse, inden de skal holde en tale eller et foredrag, gå til eksamen eller på anden måde være “på” foran andre mennesker. En vis portion nervøsitet er endda ofte med til at skærpe vores sanser og vores tanker, sådan at præstationen bliver bedre, og vi kan bagefter føle os lettede og tænke, at situationen blev godt overstået.

Men for nogle mennesker kan situationer som disse, endda blot dét at skulle række hånden op i klassen, være til middag hos bekendte eller spørge en fremmed om vej, give anledning til så voldsom angst og ubehag, at sådanne situationer hellere undgås. Og såfremt de alligevel opstår, bruger et menneske med socialfobi ofte time- eller dagevis bagefter på at analysere ord, mimik og tonefald for at finde ud af, om det, det gjorde var pinligt, kikset eller på anden måde tiltrak sig uheldig opmærksomhed.

Disse mennesker lider af det, man kalder socialfobi eller social angst – angsten for at blive bedømt negativt af andre.

For nogle socialfobikere er det alle sociale situationer, der opleves som ekstremt angstprovokerende, hvilket kan føre til social isolation og ensomhed. For andre er det særlige situationer såsom at spise eller tale foran andre, der giver angst. Fælles for socialfobi i alle sine former er, at den griber forstyrrende ind i den angstramte persons liv og skaber problemer i forhold til daglige gøremål, arbejde og/eller sociale funktionsniveau. Ved den grad af lidelse og hæmning er der behov hos behandling hos en psykolog med speciale i angst.

Psykologerne i København K
Telefon: 33 24 24 98

Psykologen i Hellerup
Telefon:
39 77 50 28

 

Hvorfor opstår socialfobi?

En person, der lider af socialfobi har ofte problemskabende forestillinger eller antagelser om, hvordan man skal være for at være god nok, samt om hvordan eller i hvor høj grad andre mennesker lægger mærke til og bedømmer én. Man kan f.eks. være sikker på, at andre nok aldrig er nervøse, når de skal tale offentligt, eller man kan være overbevist om, at alles øjne er rettet mod netop én selv, opmærksomme på, hvordan man nu klarer den forestående situation og klar til at slå ned på den mindste usikkerhed.

Det kan også være, at man har en antagelse, der siger, at “hvis alle ikke kan lide mig er jeg ikke god nok” eller “hvis jeg fremstår usikker overfor andre, vil de tage afstand fra mig”. Sådanne overbevisninger fører til, at mange sociale situationer bliver angstprovokerende, og ens opmærksomhed vil ofte blive fokuseret på at finde samtlige små tegn, der kunne tale for og imod, at man klarer sig dårligt.

Oftest bliver man nervøs, og symptomerne på dette – rødmen, stammen, rysten på hænderne, sveden – indgår i den onde cirkel, der bekræfter én i, at man er “forkert” og tiltrækker sig negativ opmærksomhed.

Hvordan behandles socialfobi hos psykologen?

I den kognitive adfærdsterapi arbejder psykologen blandt andet med at finde frem til de antagelser, den socialfobiske person har, og som skaber problemer i sociale situationer. 

Vedkommende vil ofte handle som om disse antagelser var ét hundrede procent sande, og i terapien fokuseres der på at finde frem til andre mulige “sandheder” og andre måder at fortolke sociale interaktioner på, samt på at bringe forestillingerne om andres bedømmelser ned på et mere realistisk niveau. Ligesom ved de andre angstlidelser er en stor del af den kognitive adfærdsterapi at lave små øvelser og hjemmearbejde, som aftales med psykologen fra gang til gang. Her ligger fokus særligt på de såkaldte eksponeringer, der sikrer, at den angstramte får prøvet de frygtede situationer af og på denne måde kan få brudt sine forestillinger om, at der nok sker noget helt forfærdeligt, hvis de begiver sig ud i dem. Disse nye erfaringer vil efterhånden “overdøve” de negative forestillinger og gøre det langt mindre angstprovokerende at befinde sig i sociale situationer.

Læs mere under afsnittene om kognitiv terapi og metakognitiv terapi

Præstations- og eksamensangst har ofte meget tilfælles med socialfobi – læs mere om det her:  https://www.kognitivpraksis.dk/kognitivterapi-eksamensangst/

Du kan bestille tid til behandling af socialfobi/social angst hos psykologerne i Praksis for Kognitiv Terapi i København og Hellerup

FAQ – SPØRGSMÅL OG SVAR OM SOCIALFOBI

Hvad er socialfobi/social angst?

Socialfobi – også kaldet social angst – er en angstlidelse, som er kendetegnet ved frygten for at gøre sig uheldigt bemærket overfor andre mennesker og at blive vurderet negativt af andre. Er man ramt af socialfobi kan man eksempelvis være bange for at virke usikker, sige noget dumt, rødme, ryste på hænderne eller stemmen, virke ”svag”, blive til grin og meget andet – situationer, som er genkendelige som værende skræmmende og ubehagelige for de fleste mennesker, men som for den socialfobiske giver anledning til høj angst og ofte udpræget undgåelses- og sikkerhedsadfærd i sociale situationer

Hvad er symptomerne på socialfobi/social angst?

Kernesymptomet på socialfobi/socialangst er frygten for at blive kritisk iagttaget og bedømt af andre mennesker – og dermed gøre en uheldig figur i sociale sammenhænge. Har man socialfobi vil man ofte opleve svær forventningsangst før særlige typer sociale situationer, dvs at man er uforholdsmæssigt nervøs op til sådanne situationer, samt en række plagsomme angstsymptomer i selve situationen. Det kan bla. være hjertebanken, sveden, mundtørhed, rysten, kvalme, åndenød, trykken i brystet, maveuro mm. Ofte vil tilstedeværelsen af angstsymptomerne blive en del af problemet, da den socialfobiramte bliver bange for, at disse symptomer er synlige for andre og netop forårsager kritiske tanker om dem.

Er socialfobi og generthed det samme?

Nogle gange bliver socialfobi misforstået som ”bare generthed”, og de to ting kan også ligne hinanden i nogle tilfælde – men der kan også være udprægede forskelle. Generte mennesker vil ofte være mere eller mindre tilbageholdende i sociale sammenhænge og ikke bryde sig om at have opmærksomheden rettet mod sig.  Mange personer med socialfobi oplever det samme, men man kan også sagtens se mennesker med socialfobi, som er ”klassens klovn” eller på anden måde godt tør og kan fylde meget i sociale sammenhænge. Årsagen til dette kan f.eks. være, at deres sociale angst retter sig mod specifikke situationer såsom at spise foran andre, og at de simpelthen bare er mere trygge og tilpas i andre sammenhænge, men der kan også være tale om en form for sikkerhedsadfærd, hvor man tager kontrollen i en situation, som er utryg – f.eks. kan det opleves tryggere, at folk griner af én, hvis man fjoller med vilje, end at risikere at blive til grin med noget, man mener alvorligt.

Hvordan behandler man socialfobi?

Der er gode behandlingsmuligheder for socialfobi, særligt viser kognitiv adfærdsterapi gode resultater.

Når man arbejder kognitivt adfærdsterapeutisk med socialfobi, fokuserer man dels på at korrigere de meget negative tanker om andres opmærksomhed og kritiske vurderinger samt på at turde fralægge sig undgåelses- og sikkerhedsadfærd i sociale situationer. Lige som ved andre typer angst arbejder man med eksponeringer – altså at udsætte sig selv for dét, der trigger angsten. Det kan være at sige noget i klassen, at holde et oplæg, at spise foran andre, skrive på en tavle og meget mere. Det kan også være at turde kigge op, når man taler og derved få et mere realistisk indtryk af, hvordan andre mennesker ser på én, når man taler. Sideløbende udfordres de mange negative tanker om, hvad andre tænker, hvor kritiske andre mennesker egentlig er, hvor meget bedre de andre er til det samme osv.

SOCIAL ANGST – KOGNITIVE PSYKOLOGER I KØBENHAVN K OG HELLERUP

Social angst – Klienterne i vores psykolog praksis kommer fra mange dele af København og det Nordkøbenhavnske område bl.a. fra Hellerup, Taarbæk, Ordrup, Charlottenlund, Lyngby, Amager, Valby, Skovshoved, Klampenborg, Gentofte, København K, Vesterbro, Østerbro, Nørrebro, Nordhavn, Sydhavnen, m.fl

SOCIALFOBI